livet har sine nedture..

Ja som jeg skrev i mit sidste indlæg, var der sket en del i min familie, min morfar har lagt på sygehuset i en måned, hvor han har gået i gennem mange ting, det startede med en dobbeltsidet lungebetændelse som fik ham på intensiv og i isolation, derefter stod hans nyre af, i mellemtiden havde han et par stykker blodpropper, han kom ud af isolation hvor han havde fået et rør ned gennem halsen fordi han i den tid han lå i isolation også lå i respirator, ved endnu ikke hvad der gjorde at han ikke kunne bevæge sig udover lige at vrikke med tæerne, han fik føde ved at få det gennem en sonde, det gjorde at han tabte sig mange kilo. 
Mener at det var omkring en uge efter at han var kommet i respirator at jeg var inde at se ham for første gang efter at han var blevet indlagt, der var blevet valgt at det kun var min mormor, mor og moster der måtte være ved ham, så det vi fik lov at se ham tog vi chancen for at være sikre på vi havde haft muligheden, hvis han ikke klarede det. Da han havde lagt en uges tid efter han var kommet ud af respiratoren tog jeg ud for at besøge ham igen, hvilket var som at få en mavepumper, når man er vant til at se ham på en helt anden måde - jeg fik snakket lidt med ham, hvilket han havde meget svært ved, da det rør han havde i halsen samlede en masse slim som lukkede til, derfor udånde han alle sine ord som godt kunne blive slugt, så det var meget svært altid at forstå hvad han sagde. Mandag den 18 marts ville jeg ringe til min mor for at fortælle hende at jeg havde underskrevet min kontrakt med min elevplads, hvor hun var ude ved min morfar, og mente at jeg selv skulle fortælle ham det, så hun lagde røret over til hans ører, og jeg kunne tydeligt hører ham sige "hej", dog kunne jeg ikke hører mere af hvad han sagde, men min mor sagde at han smilte stolt og havde prøvet at sige tillykke, det var et stort øjeblik for mig, især da tirsdag kl. 06.01 ringer min papfar, for at fortælle at min morfar sov ind tidligere den morgen, og jeg fik muligheden for at komme ud at se ham for sidste gang, hvilket jeg gjorde. I tirsdags (d.26) blev han bisat i hvorup kirke, det var virkelig hårdt at skulle sige farvel til en mand der har haft så meget betydning for en som min morfar har haft for mig. 
Lige så meget som jeg er ked af det, så ved jeg at det her er det bedste for ham, og at det var det han ville, nu er han et godt sted hvor han kan alt det han kunne for en del år siden. 

Du er savnet, Vagn. Du var/er en elsket mand. 

Dette er grunden til jeg ikke har haft det store overskud til at skrive så mange blogs, samt jeg ikke har fået lavet nogen vlogs siden han blev indlagt. 
Håber i alle får en god påske ferie. 

xoxo 
Kristine Marie.